I midten af 1990´erne blev der  afholdt nogle ”lokalhistoriske fortælletimer” på  Providence i Stranderød, og det er først stoffet herfra, der vil blive bragt i de kommende numre.

Formålet er at imødekomme nye tilflytteres ønske om mere orientering om det sogn, de nu er blevet en kærkommen del af, samt øge kendskabet for garvede beboere til det  naturskønne sted, der op gennem tiderne har været ”boplads” for Rinkenæs-borgere.

 Lidt historie fra Stranderød og omegn.

Den første fortæller, som vi har navn på er Hans W. J. Thietje, og han fortæller følgende:
I begyndelsen af 1700 tallet fandtes der på yderspidsen af Knudsmade et lille teglværk, som efter sigende fremstillede munkesten. Stenene blev brændt i en ovn, som var udgravet i kløften. De færdige sten blev lastet i småskibe til dels over den endnu eksisterende stenbro, som på det dybere vand endte i en bro bygget af pæle og planker. Ved lavvande kan man den dag i dag, på sydspidsen af yderspidsen, endnu se afsatserne efter lerudgravning.

I året 1852 kom Fritz Thietje fra Eckernførde og bosatte sig med kone og tre børn på den lille Okseø. På daværende tidspunkt var der restauration på lille Okseø, som konen passede. Fr. Thietje fiskede i Flensborg Fjord og en del af de fangede fisk, især ål, blev røget på øen. Efter ca. 2 år på øen nedbrændte det stråtækte beboelseshus totalt. Et lille skrin af træ  hvor de private papirer  opbevaredes, var det eneste, der blev reddet ud af huset. Det lille skrin er nu opbevaret her i huset (d.v.s. på Providence).

I november måned 1872 blev den vestlige del af Østersøen og dermed Flensborg Fjord hjemsøgt af en meget kraftig østenstorm med højvande som forårsagede store ødelæggelser langs kysten. Det temmelig store skibsværft i Rønshoved bukkede under for de ualmindelig høje søer, som skyllede ind over landet. I Stranderød slap området ved vandet nogenlunde og større skader skete ikke. 

Fra 1878 og ca. 5 år frem i tiden havde Stranderød en navigationsskole. Den var indrettet i Jepsens hus. Et klasseværelse og et værelse til opbevaring af nautiske instrumenter, søkort, sekstanter, reb til splejsning og m.m. Mig bekendt var der flere sømænd, som fik deres uddannelse i Stranderød og som senere sejlede som kaptajner. Vi kender kapt. Hans Clausen, kapt. Jørgen Hansen, kapt. Jens Iversen m. fl. I slutningen af 1883 blev skolen nedlagt. Flensborg by åbnede samme år en større og mere moderne navigationsskole.

Vi skriver år 1849, og jeg vil i det efterfølgende prøve at belyse de daværende og senere forhold i Stranderød og omegn – også med hensyn til beboerne.
 
Stranderød havde i året 1849 en spredt bebyggelse. Der lå i alt kun 7 huse. Beboerne havde alle forskelligt arbejde. I huset længst mod vest boede en familie ved navn Jensen. Manden var fisker, og på det forholdsvis store grundstykke var der desuden mulighed for avl af korn, roer og grøntsager. En ko, svin, geder og høns var der også plads til. Huset blev senere overtaget af Hans Peter Lorenzen, som også var fisker. På en afstand af ca. 300 m. mod øst ligger de næste 2 huse tæt op af hinanden direkte ved gendarmstien. I det vestligste hus boede familien Isaack. Manden var skibstømrer og havde sit arbejde på skibsværftet i Rønshoved, et efter daværende forhold stort værft. Det lå på engen nedenfor Skovkroen. Der blev fortrinsvis bygget skonnerter og galeaser af anseelig størrelse. I den sparsomme fritid byggede Isaack for egen regning fiskerbåde i en lade tæt ved vandet nedenfor huset i Stranderød. I året 1849 købte Isaack den store Okseø og flyttede kort tid efter derover. Indtil 1990 har øen været i familien Isaack`s eje.
 
I huset ved siden af boede en enkemand ved navn Carsten Carstensen. Han kaldte sig snedker og billedhugger. Der findes endnu i dag forskellige genstande i huset, som han har fremstillet blandt andet et standur, som blev opstillet her i stuen den 21. december 1834, og som endnu den dag i dag har sin plads her i huset (d.v.s. på Providence). Uret går meget præcist. Et chatol, hvis overdel bæres af to søjler, som var model til to store søjler med fine udskæringer, som Carstensen skænkede menigheden i Rinkenæs, og som blev stillet op i Den gamle Kirke. De er placeret en på hver side af alteret og bærer hver en apostel. Også sin egen gravsten har Carstensen hugget til i kalksandsten. Stenen står ved huset her i Stranderød. I året 1854 flyttede Fritz Thietje ind i huset til Carstensen. Fritz Thietje kom med familien fra den lille Okseø. Det stråtækte hus på øen nedbrændte til grunden på grund af en raket, som efter en fest på øen havde forvildet sig, og var havnet i stråtaget. Efter Carstensens død overtog Fr. Thietje huset. Da Isaacks hus blev sat til salg, købte Fr. Thietje også dette og byggede de to huse sammen. At det oprindelig var to huse, kan man endnu se på vinduernes forskellige facon.
I det sammenbyggede hus, som ligger lige på hjørnet, boede en kaptajn Clausen som sejlede på langfart. Da han velhavende vendte hjem efter en del år på søen, lod han huset rive ned og opførte på samme sted i 1909 den nuværende villa.
I huset ved siden af den nuværende cafe boede i sin tid en mand ved navn Tøming. Han sejlede en del år som skibstømrer. Huset blev senere overtaget af en familie Andreasen, hvor manden var mester på teglværket ”Benniksgaard”.
 
Stranderøds eneste landbrug lå i svinget mod nord i byen. Gården ejedes af en familie Hansen. Datteren hed Regine og var hjemmegående hushjælp. Sønnen hed Jørgen og sejlede på langfart med sejlskibe. Efter århundredskiftet blev gården solgt til en mand ved navn Andr. Johannsen.
I huset på den anden side af vejen boede en mand ved navn Jepsen sammen med sin kone og datter. Jepsen havde sit arbejde på teglværket. Ud over det dyrkede han lidt landbrug, idet der til ejendommen hørte 5 - 6 tønder land. Datteren i huset gav undervisning i klaverspil og var også kendt som landskabsmalerinde.
Ja, det var så en lille oversigt over beboerne i det lille samfund Stranderød indtil året 1896. Derefter blev der, med afstand imellem, bygget yderligere 9 huse, så der i dag findes 15 beboelseshuse og 3 sommerhuse.
 
Som allerede nævnt kom Fr. Thietje her til Stranderød i året 1854. Han var fiskerøger og fisker. I året 1855 byggede han det første ålerøgeri her i Stranderød. Det var et gunstigt tidspunkt, idet der i Flensborg Fjord og i Lillebælt fandtes store mængder af fisk, især ål. Ålene blev opbevaret i store hyttefade, som lå fortøjet i Stranderød bugt. Fr. Thietje var en fremsynet mand og efter grundige overvejelser, gik han i gang med at bygge bassiner, som var gravet ned i jorden. På bunden og på siderne var der monteret træplanker. I dækket foroven var der indbygget luger med jernbeslag, så de kunne åbnes og lukkes alt efter, om der skulle tages ål ud til røgning, eller der skulle ål ned til lagring. De nedgravede ålebassiner havde en længde af ca. 30 meter og en bredde af ca. 8 meter.
 
De nedgravede ålebassiner var placeret således at bækkens vand, som kom fra karpedammen, kunne strømme igennem og på den måde sørge for, at ålene altid var forsynet med frisk vand. I november måned blev de hyttefade, som lå i bugten trukket på land, og ålene blev i tønder - per trillebør - transporteret til bassinerne, en afstand på ca. 300 – 400 m. De mange ål kunne så overvintre i bassinerne. Efter behov for salg, blev bassinerne lænset for ål. De sidste i april – maj måned i det efterfølgende år. I den følgende tid blev røgeriet udbygget og omsætningen var stigende! Omkring 1892 blev endnu et ålerøgeri  bygget tæt ved vandet og lå i forlængelse af det eksisterende.
 
På grund af den store afsætning af røgede ål, især til Sydtyskland, Schweiz og Tjekkoslovakiet, indgik røgerierne i forhandling med Dampskibsrederiet Bruhn i Flensborg om etablering af en dampskibsbro i Stranderød, så blandt andet de røgede ål kunne afhentes og sejles til Flensborg og derfra sendes videre sydpå med jernbane.
 
I 1896 blev det tredje røgeri bygget af Conrad Thietje, en søn af Fr. Thietje. Det lå – når man kommer fra Rinkenæs – ved de første nuværende huse. Det første hus var oprindelig indrettet som hestestald, vognskur, saltlager og desuden var der lidt plads til svin og høns. Placeringen af dette røgeri havde den fordel at ligge i nærheden af ålebassinerne. Grundlaget for bygning af flere beboelseshuse i Stranderød var herefter nok de forøgede aktiviteter i røgerierne. Der blev også opført flere lagerbygninger til opbevaring af træ til røgningen og groft salt til saltning af fiskene. For at opnå en topkvalitet af røgede ål, skulle der bruges både bøgetræ og eltræ, der havde været lagret i mindst 1 år. Desuden blev der til røgningen også brugt savsmuld, men kun af bøgetræ.
 
Som bekendt findes der to slags ål. De gule år, også kaldt sommerål, fordi de blev fanget fra maj til oktober måned. De var som regel slankere og huden var tyndere end huden på blankålene, der blev fanget i tiden fra sidst i juli til først i november måned og uden problemer kunne overvintre i de før nævnte bassiner. Blankålene kom her til Stranderød fra hele Østersøområdet i ålekvaser. En ålekvaser var et større fartøj, som i stedet for et lastrum havde et vandbassin med huller i bunden så vandet hele tiden blev udskiftet, så der ikke opstod iltmangel. På denne måde kunne ålene holdes levende indtil de blev losset og kom i hyttefadene her i Stranderød bugt.
 
Når en blankål bliver kønsmoden lukker den sig, og det vil sige, at den ikke mere tager næring til sig og heller ikke har afføring. Den kan leve op til 6 – 7 måneder i f.eks. et bassin med rindende vand og taber næsten ikke i vægt. Det er de ål, som om efteråret starter på den lange rejse til Sargassohavet for at yngle.
 
Den travleste tid i røgerierne  var fra august til sidst i december måned. De mange ål kom fra vandet op i tønder, hvor der blev tilsat salt. De forblev der til den næste dags morgen, hvorefter de blev skyllet rene for slim og salt og derefter slagtet. Efter slagtningen blev ålene igen skyllet grundigt og igen saltet. Den næste morgen blev ålene igen skyllet og sat på spyd for derefter at blive hængt ind i røgeovnene til røgning. Efter ca. 3 timers røgning blev ålene taget ud af ovnene og hængt til afkøling på de dertil indrettede stativer. Efter flere timers afkøling blev de røgede ål vejet og efter størrelse pakket i trækasser og derefter forsynet med navn og adresse og sendt til forhandlerne. I den travle tid var der beskæftiget op mod 60 mennesker i røgerierne i Stranderød.
 
Da Stranderød, ligesom hele Sønderjylland i 1920 kom med til Danmark, blev salget af røgede ål væsentligt nedsat. Ål var dengang i både Tyskland og Schweiz belagt med temmelig høje toldsatser. Der kunne ikke mere opnås en rimelig indtjening.  De sidste ål blev røget i Stranderød i 1936. Derefter blev røgerierne lukket og delvis nedrevet. Resterne af dampskibsbroen tog isen i vinteren 1941/42.
Her slutter Hans W. J. Thietje sin fortælling, og vi siger ham tak!
 
Den næste fortæller er Karl Andreas Petersen, født på Knudsmaj i 1921.
Han fortæller, at ”Knudsmaj”er den lille halvø, der ligger mellem Stranderød Bugt og Møllebugten ved Rønshoved. Jeg oplever ofte, fortæller Karl A. Petersen,  at når jeg siger, at jeg er født på Knudsmaj, så spørger man; hvor ligger så det?
 
Der er dog to episoder, hvor Knudsmaj er blevet lidt kendt. I 1943 under Anden Verdenskrig faldt der nemlig flere bomber i umiddelbar nærhed af mit hjem på Knudsmaj, hvilket resulterede i, at ejendommen blev meget medtaget. Dagen derpå strømmede folk til for at se på ødelæggelserne.
Den anden episode hvor Knudsmaj kom lidt i søgelyset var i 1970, da en sommerhusejer, som er nabo til Knudsmaj, ville forbyde al kørsel ad den interimistiske vej, der er den eneste forbindelse til Knudsmaj. Det lykkedes dog ikke, da mange gode kræfter satte sig til modværge.
Der har været lidt uenighed om måden at skrive ”Knudsmaj” på. Officielt kaldes det ”Knudsmade”, men fra gammel tid, er det skrevet med ”i”. Vi finder denne stavemåde på en gravsten, som står på Rinkenæs gl. Kirkegaard, hvor der er nævnt en Ane Christine Thomsen og Hans Thomsen, der er døde på Knudsmai i henholdsvis 1849 og 1871. Det er efter denne slægt, at min bedstefar erhvervede jord og ejendom på Knudsmai i 1871/72.
 
Min bedstefar, Rasmus Petersen, fortæller Karl Andreas Petersen videre, kom hertil området fra Ærø, sammen med sin bror. De havde begge deltaget i krigen i 1864 og nok set den skønne fjord med de mange teglværker, der nok kunne give gode levemuligheder. Den anden bror, Jens, satte bo i Rønshoved, men min bedstefar bosatte sig på Knudsmaj og blev fisker og teglværksarbejder. Han fandt sig også en kone, Ane Lambertsen fra Kiskelund, og sammen fik de tre drenge og tre piger. Indtil børnene blev voksne og flyttede hjemmefra, boede de i det gamle stråtækte hus. To af pigerne blev gift i henholdsvis Flensborg og Engskov. Den ene søn druknede i Vejle Fjord og den yngste af pigerne døde ugift. Tilbage var så min far Rasmus og hans bror Peter, og de byggede i 1907-09 et nyt hus, som ligger der endnu, delvist om- og tilbygget.
 
De to brødre blev ligesom deres far fiskere, men helligede sig også lidt landbrug på de 8 tønder land jord og skov, som arealet/ejendommen omfattede. Rasmus, min far, blev gift med Hansine fra Sønderborg og vi blev fem drenge i familien. Peter blev gift med Mimi fra Flensborg og de fik tre piger og tre drenge, så der var en årrække 11 børn/unge på Knudsmaj, hvoraf der i 1994 var fire tilbage, hvoraf den ene stadig var bosiddende på stedet.
 
Færdsel til og fra Knudsmaj kunne før i tiden kun finde sted med hestekøretøj i strandkanten, når det tilmed var passende lavvande. Det kunne ved vintertide let betyde, at beboerne var næsten helt afskåret fra omverdenen i lang tid. Jeg husker bl. a. hvor vanskeligt det kunne være at få brændsel fragtet til Knudsmaj, for det meste gods blev losset af i Stranderød og skulle så sejles over bugten. Sådan var vilkårene nu engang, men der var selvfølgelig også mange positive sider ved at bo på stedet. Især om sommeren mindes jeg hvor skønt, vi som børn kunne have det i det fredelige område. I årene efter 1960 blev der fra Bækken strand anlagt en simpel kørevej til Knudsmaj, som dog blev et stort gode for beboerne, der nu ikke mere var helt afskåret fra omverdenen – især i sygdomstilfælde havde det  været et stort og næsten uoverkommeligt problem.
 
Halvøen Knudsmaj er gennem de sidste 50 år, efter hvad jeg kan huske, blevet noget mindre, idet storm og højvande har taget indtil flere meter af kysten. Nu kan man så gætte på, hvor lang tid der vil gå, inden halvøen er helt væk.
 
Her siger vi tak til Karl Andreas Petersen for denne fortælling. 
 
Her er vi lidt på gyngende grund mht. hvem fortælleren er, men vi tager det med alligevel.
Der er registreret 44 teglværker ved Flensborg Fjord. De fleste ligger ved Nybøl Nor og på vestsiden af Broagerland, men også her i Rinkenæs sogn har man forsøgt at lave teglsten. På Knudsmade skulle der være fremstillet munkesten, men det har vi ikke noget skriftligt om, og ved derfor ikke rigtigt, hvornår det er sket.
 
Peter Jepsen, der ejede den østlige halvdel af Benniksgaard, anlagde i 1836 et teglværk ved havet øst for bækkens udløb ved Stranderød. Men som ved alle andre teglværker var der kun tale om en mindre produktion, alt foregik jo pr. håndkraft. Dog var det med til, at der blev mere og mere brug for de små fragtskibe, der sejlede med sten og brændsel og andre ting, som der var brug for i de små lokale samfund langs fjorden. Disse skibe samt skipperne med deres familier holdt til i småbyerne ved fjorden og blev begyndelsen til den passager- og godstrafik, der senere blev til fjorddamperne, der indtil midt i trediverne var den bedste forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg samt de små anløbssteder ind gennem fjorden.
 
Lidt før 1900 tallet blev  de fleste teglværker moderniseret med ringovn og dampmaskine, således også Benneksgaard teglværk. Det forøgede jo produktionen flere gange, og antallet af teglværker blev samtidig færre. Omkring en halv snes teglværker indstillede produktionen i disse år. Mathias Brix i Bækken forpagtede Benneksgaard med teglværk fra 1908 – 1922, men med de skiftende konjunkturer blev teglværksdrift aldrig en særlig god forretning. Under 1. Verdenskrig lå driften stille, fordi de fleste mænd, også Mathias Brix, var ved fronten.
 
Efter krigen ville ”Klosterkammeret”, der havde ejet gården siden 1904, ikke ofre mere på teglværket. Den tilhørende bro var ødelagt af isen, og nogle af laderne var ødelagt af storm. En del af træværket var ganske enkelt brugt som brændsel under krigen. Kun teglmesterens bolig blev stående, og fungerer i dag som sommerhus. Omkring 10 teglværker kom ikke i gang igen efter krigen.
 
Klosterkammeret var et fond, der købte ejendomme her i grænselandet for at bevare jorden på tyske hænder.
Landeværnet var ligeledes et fond, der købte ejendomme og hjalp dansksindede her i området til at bevare jorden på danske hænder.
 
Fra 1922 – 32 ejedes Benneksgaard af købmand Marquardt Petersen, Flensborg, og fra 1932 – 45 af skibsredder Rickmers, Schweiz. Ingen af disse ejere boede på gården, der var forpagtet ud.
 
Her siger vi  tak til den ukende fortæller.
 
I oktober måned 2005 blev der foretaget en arkæologisk udgravning i Den gamle Kirke her i Rinkenæs. Om dette beretter Heinz Saxburger følgende.
 
I år 2003 begyndte gulvet i koret at synke, hvilket forværredes med tiden, så det i 2005 var sunket 24 centimeter i forhold til det øvrige kirkegulv. Menighedsrådet besluttede en genoprettelse af gulvet, hvilket skulle forestås af arkitektfirmaet Jørgen Toft Jessen i Haderslev, der også fik som opgave, at kontakte Nationalmuseet for en eventuel arkæologisk udgravning.
 
Sidst på sommeren ankom museumsinspektør Sidsel Plathe fra Nationalmuseet, for at tage stilling til, hvad der videre skulle ske. Ved den lejlighed foretog hun en lille prøvegravning sydvest for knæfaldet ca. 60 centimeter dyb. Sidsel Plathe fandt ud af, at der i tidens løb var fyldt op tre gange, ca. 20 centimeter hver gang. Her efter blev det besluttet, at der skulle foretages en arkæologisk undersøgelse af området.
 
Udgravningen blev berammet til at forgå i dagene 11.10 – 13.10., men forinden skulle knæfaldet og gulvfliserne fjernes. Ugen forud fik snedkermester Børge Hansen fra Rinkenæs til opgave at fjerne knæfaldet, og murermester Harry Hinrichsen fra Rinkenæs fjernede gulvfliserne.
 
Da knæfaldet var blevet fjernet, kom der en gravsten til syne midt foran alterbordet, en gravsten som man i 1953 mente var forsvundet. Det besynderlige ved den ret store sten var, at den lå ”forkert”, d. v. s. stenens øverste kant lå imod vest. Sådanne sten placeret i kirkerne ligger normalt med den øverste kant mod øst. Stenen og dens placering er beskrevet af Søren Abildgaard i 1774. På daværende tidspunkt, hvor den lå længere imod nord, ca. to meter fra nordvægen, da var øverste kant dækket af et stolestade. Det vil sige, at stenen også på det tidspunkt har ligget ”forkert”. Uvist af hvilken grund, er den nok blevet lagt sådan med vilje, ellers ville fejlen være blevet rettet allerede kort efter nedlæggelsen.
 
Fra et stoleregister fra 1714 vides det, at der var placeret stole langs både nord- og sydmuren i koret, inden for triumfbuen. Af tegningerne i dette register fremgår det, at der på daværende tidspunkt ikke har været noget knæfald foran alteret.
 
Bemærkelsesværdigt var det, at indskriften på stenen overhovedet ikke var slidt, kun et lille område på ca. 10 X 10 centimeter midt på øverste halvdel var temmelig slidt. Hvad der har forårsaget dette slid må stå hen i det uvisse. Stenen seer således ud: I en bort der følger de fire sider, hvor hvert hjørne er forsynet med helgensymboler, står der ”1590 is de ehrbare Riggel Bennick in got dem Herren endtslape d g g s”. Under den øverste kant Bennickernes og Munkernes våben, derunder igen to engle, og under dem følgende inskription ”Anno 1684 den 16 Decemb. Ist der ehrbare Peter Bennich erbgesessen zu Rinkenis etc. Entschlafen seines alters 49 iahr DSGG – Anno 1683 den 11. august ist die tugendbegabte Frau Anna Bennich selig entschlafen ihres alters 44 Jahr“.
 
Stenen af sandsten var lidt ødelagt, idet et par hjørner var knækket. Det viste sig dog, at den bestod af to lag, og kun det øverste var beskadiget. Derfor var det ingen problem for stenkonservator Leif Vognsen, at tage den op ved hjælp af et transportabelt spil. Den bliver nu opbevaret hos stenkonservatoren, så den ved en senere lejlighed kan blive restaureret (pris anslået til ca. 40 000 Kr.), og derefter sat op ad vestvægen i kirken, ud for midtergangen.
 
Udgravningen blev foretaget af arkæolog Hans Mikkelsen fra Nationalmuseet, med hjælp fra Harry Hinrichsens folk. I det område der var sunket, gravede han først ca. 50 centimeter ned under normal gulvhøjde, og opdagede herved at der fandtes tre dobbeltgrave foran alterbordet. Den midterste og den syd for, blev yderligere gravet ca. 20 centimeter længere ned, uden dog at støde på kistelåg. Arkæologen fandt det formålsløs at grave længere ned, da det alligevel ikke ville fortælle noget om hvem der lå der, og så var der ingen grund til at forstyrre gravfreden yderligere.
 
Hans Mikkelsen fandt ud af, at de to dobbeltgrave havde været brugt mindst to gange hver, fordi han i det udgravede fandt skeletdele, bl. a. dele af et kranium, hvilket indikerede at gravene havde været brugt flere gange. Når man nu til dags genanvender en gravplads, bliver de fundne skeletdele gravet ned i bunden af den nye grav. Sådan var det ikke i tidligere tider, da blev de tidligere efterladenskaber lagt oven på den sidste jordfæstelse. Hvorfor det var sådan ved man ikke, men det kunne f. eks. være for at undgå gengangere. På tegninger og malerier fra det 18. århundrede kan man se, at de opgravede ben lå pænt ordnede oven på de opgravede jordbunker. Denne skik ophørte sandsynligvis i begyndelsen af 1800.
 
Den nordligste af de tre grave skulle vise sig at være den mest interessante. Det var et i munkesten opmuret gravkammer som indvendig målte 2,2 meter i længden og godt 1½ meter i bredden. I det sydøstlige hjørne af kammeret gravede arkæologen helt ned til øverste kistelåg 1,7 meter ned, så derfor har kammeret været mindst 2 meter dybt. I hjørnerne af nord- og sydmuren blev der fundet rektangulære huller, ca. 15 X 20 Centimeter med trærester, hvilket indikerer at der har ligget tømmer af en anselig tykkelse. Ydermere fandtes trærester på det øverste af murens øverste skifte, hvilket tyder på, at kammeret har været dækket af et trælåg. Muligvis har der været hele to trækonstruktioner til at lukke gravkammeret med.
                            
Den fundne gravsten har ifølge beskrivelsen fra 1774 ligget midt over det murede gravkammer, derfor er det nærliggende at drage den konklusion, at de på stenen anførte personer er begravet i dette gravkammer.
                            
Hans Mikkelsen gravede en søgegrøft fra den sydligste jordbegravelse ud til sydvægen i koret, for eventuelt at finde rester af et tidligere gulv. Det fandt han ikke, og konkluderede at det var fordi koret oprindeligt havde været hævet over gulvet i resten af kirken. Denne forhøjning var sandsynligvis blevet fjernet ved de store renoveringer af kirken i midten af 1800 tallet. Arkæologen mente dog, at det oprindelige gulv ville være at finde i det øvrige kirkerum, under det nuværende gulv.
                            
Med søgegrøften fandt Hans Mikkelsen en enkeltgrav helt ude ved sydmuren. Det mærkelige ved denne grav var, at den var tom. – Hvorfor? – Et svar herpå vil det ikke være muligt at få, man må nøjes med at gætte. Tænkes kunne det, at graven var tiltænkt en, hvor man havde fundet ud af, at den pågældende ikke fortjente at blive jordfæstet i kirken. Eller også har der været en som senere er flyttet til et bedre sted.
                            
SANDSYNLIGVIS er det samtlige ejere af Bennicksgård der er begravet foran alteret. Hvor langt tilbage ved man ikke noget om. Ifølge de eksisterende kirkeregnskabsbøger er følgende med hustruer begravet foran alteret: Hans Bennick (olde) 1560 – 1625. Peter Bennick 1558 – 1627. Hans Bennick (jonge) 1590 – 1650. Den sidste er far til Peter Bennick der er anført på stenen. Så vidt det kan ses ud af regnskabsbøgerne, er der ikke betalt for nogen af disse bisættelser. Man må derfor nok på anden måde have gjort sig fortjent til, at blive begravet her.
                            
 Heinz Saxburger fortsætter beretningen.
Arkæologiske udgravninger i Rinkenæs. (Lokal sognehistorie 12)
Fra de arkæologiske udgravninger i Den gamle Kirke afslutter Heinz Saxburger sin beretning.
 
Hans Mikkelsen kunne konstatere, at gulvet i koret er sunket adskillige gange igennem tiden, så det har været nødvendigt at fylde op. Hvor mange gange, var det ikke muligt at se. Arkæologen mente, at grunden til at gulvet bliver ved med at synke kunne være, at man har fyldt gravene ud med strandsand, både omkring og over kisterne. Dermed kunne man beskytte kisterne og deres indhold, da dette sand ville trænge ind af selv de mindste sprækker, og dermed fylde kisterne op med sand inden de styrtede sammen. Denne sandopfyldning er åbenbart meget længe om at sætte sig endegyldigt. Indtil nu 400 år og Hans Mikkelsen var ikke sikker på andet, end at gulvet nok ville synke yderligere med tiden.
 
Alt det opgravede materiale, hovedsagelig sand, blev meget omhyggeligt soldet, og da udgravningen var til ende bragt, lagt på igen, og yderligere fyld lagt oven på, så gulvet fik normal højde igen.
 
Ved soldningen blev der fundet 15 mønter og to møntfragmenter. Disse er blevet bestemt af Museumsinspektør Gitte Tarnow Ingvardson fra Nationalmuseet. Mønterne er blevet bestemt som følger: 1) Valdemar II, Slesvig, ca. 1200. – 2) Christian IV, lybsk søsling, 1644-48. – 3) Christian V, 2 skilling, 1677. – 4) Frederik IV, 1 skilling, 1699-1730. – 5) Frederik VII, 16 skilling rigsmønt, 1854-58. 6) Norge, 2 skilling, formentlig 1600-tallet. 7) Norge, Christian VI,  8 skilling, 1731. – 8) Schleswig-Holstein-Gottorp, Karl Friedrich, skilling, 1710. – 9) Mecklenburg-Schwein, Friederich Franz, courant-skilling, 1785-1817. – 10, 11) Mecklenburg, courant-skilling, sidst I 1700-tallet. – 12 – 15) Småmønt, 16-1700-tallet. – 16, 17) Småmønt, fragmenter, 16-1700-tallet.
 
Redaktionen takker hermed Heinz Saxburger for en interessant gennemgang af disse arkæologiske udgravninger.